Nyhedsarkiv
Publicering af ph.d.-afhandlinger og disputatser via Dansk Cardiologisk Selskab
- Detaljer
- Oprettet Mandag, 02 januar 2012 07:00
DCS vil tilbyde at trykke din afhandling for dig, og distribuere den til alle vores mange medlemmer
Du får leveret 150 eksemplarer af selve afhandlingen inklusiv alle særtryk af artiklerne. Disse eksemplarer kan du på traditionel vis selv udlevere til dem, du ønsker. Derudover trykkes ca. 1500 særtryk af selve afhandlingen (sammenskrivningen), samt abstrakts af de inkluderede artikler/manuskripter. Disse særtryk distribueres til alle DCS medlemmer med det nummer af Cardiologisk Forum som udkommer umiddelbart efter forsvaret af afhandlingen, typisk inden for maksimalt 3 måneder. Herudover vil din afhandling indgå i et nyoprettet kartotek over danske kardiologiske afhandlinger her på hjemmesiden (kun tilgængeligt for medlemmer). Du kan finde yderligere oplysning og materiale her på hjemmesiden.
Prisen er i hele 2012 kun 10.000 kr. + moms, hvis du selv sætter den op i en simpel skabelon. De reelle trykke- og forsendelsesudgifter er på ca. det dobbelte – DCS finansierer den anden halvdel.
Vores medlemsblad Cardiologisk Forum skal ikke være et klassisk videnskabeligt tidsskrift, men med denne ordning vil DCS alligevel sikre, at masser af original dansk kardiologisk forskning bliver bragt ud til alle vore medlemmer. Her er virkelig tale om en win-win situation: Du opnår fordelen af, at alle med kardiologisk interesse i Danmark får kendskab til din ph.d. eller disputats, og DCS styrkes som videnskabeligt selskab. Jeg håber meget, at du vil gøre brug af dette enestående tilbud.
Christian Hassager
Formand for Dansk Cardiologisk Selskab
