-klik her- for at komme tilbage til forsiden
Sekretariat/Secretariat:
Att. Hanne Kiesow
Hauser Plads 10, 2
1127 København K
Tel. 33 91 79 60
Fax 33 91 79 64
dcs@dadlnet.dk
webmaster@cardio.dk

Vis printvenlig version

Gør www.cardio.dk til startside

Formandsberetning for Dansk Cardiologisk Selskab 2009-10


Medlemmer

Selskabet er karakteriseret ved fortsat medlemstilgang og er et af de største videnskabelige selskaber med nu 1.383 medlemmer, heraf 1.055 læger inkl. 330 aktive speciallæger i kardiologi.


Bestyrelsen

Ved generalforsamlingen 2009 trådte Jens Kastrup og tidligere formand Henrik Steen Hansen ud af bestyrelsen og blev afløst af Olav Wendelbo Nielsen og Jesper Kjærgaard som kommende sekretær. Bestyrelsen har dermed fortsat en bred faglig og organisatorisk repræsentation. Alle medlemmer har haft specifikke arbejdsområder. Anne Sejr Knudsen har været ansvarlig for behandlingsvejledningen, Mette Marie Madsen for kontakten til FYC, Olav Wendelbo Nielsen for de videnskabelige møder, Claus Tveskov for de to uddannelsesudvalg, Thomas Melchior for regionerne, Christian Hassager for arbejdsgrupperne og Jan Ravkilde for ESC relationer.


Sekretariat, CF og www.cardio.dk

I sekretariatet betjener Hanne Kiesow kompetent eksterne samarbejdspartnere, medlemmer, arbejdsgrupper, udvalg og bestyrelse og fører et voksende regnskab for DCS. Samtidig er der et mangfoldigt arbejde med specielt annonceringen i Cardiologisk Forum, hvor Jørgen Videbæk som redaktør sikrer et medlemsblad med debat- og temaindlæg samt referater fra videnskabelige møder suppleret med kulturelle indlæg. CF er et omdrejningspunkt for foreningen og har i løbet af året givet nødvendige annonceindtægter, som sikrer opretholdelse af selskabets høje aktivitetsniveau, efteruddannelse og kompetent rådgivning. Vi er annoncørerne meget taknemmelige. Dennis Mikkelsen udfører som webmaster et meget stort og dynamisk arbejde med DCS’ hjemmeside www.cardio.dk for at sikre en fortsat udvikling af denne. Hjemmesiden kombineret med hyppige nyhedsbreve er en hurtig og effektiv kommunikationsform til medlemmerne. Bestyrelsen finder det gensidigt udbytterigt, at sekretæren, redaktøren for CF og webmasteren deltager som observatører ved bestyrelsesmøderne.


Hjerteforeningen

Hjerteforeningen er en vigtig samarbejdspartner. Vi modtager betydelig økonomisk støtte til kardiovaskulær forskning, direkte støtte til DCS-aktiviteter, husly til sekretariat og bestyrelsesmøder og politisk støtte til at styrke kardiologien i Danmark. Tak til Hjerteforeningen herfor. Samarbejdet mellem de to organisationer søges fortsat udviklet til gavn for hjertepatienterne. I det forløbne år har selskabets og Hjerteforeningens kræfter været forenet for at få forbedret den præventive indsats og forsøg på at få rehabilitering omfattet af sundhedsloven. Arbejdet fortsætter i 2010 med involvering af andre specialeselskaber og forsøg på at få foretræde for folketingets sundhedsudvalg for at opnå dette mål, idet en undersøgelse foretaget af Hjerteforeningen i 2009 har vist, at kun 3 % af danske hjertepatienter modtager et fuldt rehabiliteringstilbud, som er i overensstemmelse med de faglige anbefalinger trods et lovbefalet krav på områder modtager.


Arbejdsgrupper og udvalg

Arbejdsgrupperne bærer selskabets kerneaktiviteter med stigende aktivitet. Alle arbejdsgrupper har i løbet af 2009 fået opdaterede og præcist beskrevne kommissorier. Arbejdsgrupperne vejleder bestyrelsen i fagspecifikke spørgsmål. Arbejdsgruppen for præhospitals behandling og telemedicin har fået udvidet sit arbejdsområde til også at omfatte akut medicin. Arbejdsgruppen for prævention og rehabilitering har været meget aktiv og afholdt i februar 2009 møde om handlingsplaner og de kardiologiske speciallægers rolle i forbindelse med yderligere implementering af rehabilitering efter strukturreformen. For at styrke samarbejdet med Hypertensionsselskabet er et fast medlem fra hypertensionselskabet nu nukleusmedlem i præventions- og rehabiliteringsgruppen. Denne gruppe blev ved årsmødet 2009 reorganiseret, således at hvert nukleus medlem er ansvarlige for et af de delområder arbejdsgruppen beskæftiger sig med (hypertension, dyslipidæmi, diabetes osv.). Der er fortsat stor mødeaktivitet i de fleste grupper, som i forbindelse med efteruddannelsesmøder sikrer sig CME-akkreditering. Det er bestyrelsens hensigt i tiltagende grad at foretage godkendelse (»endorsement«) af ESC-guidelines. Det har vist sig mere langsommeligt end ventet at få den proces i gang. Lars Hvilsted Rasmussen er udpeget som Guideline implementerings koordinator det er planen at endorse de 3-4 ESC rapporter, som årligt udkommer løbende. National ESC guidelines koordinator fører tilsyn med offentliggørelse af nye ESC guidelines og fremsender disse til bestyrelsen, som udpeger en relevant arbejdsgruppe med henblik på gennemgang af guideline og anbefaling af endorsement i DCS. Ved anbefaling af endorsement udpeger bestyrelsen i samarbejde med arbejdsgruppen nøglepersoner til en skrivegruppe, som udarbejder et dansk resumé og om fornødent national tilpasning af logistiske og andre relevant forhold. Efter høringsfase med eventuelle justeringer endorses guidelines af bestyrelsen. I det seneste år er der udarbejdet to holdningspapirer: Præventiv kardiologi og rehabilitering og Hjerteinsufficiens samt Standardiseret transøsofageal ekkokardiografi hos voksne. Sidstnævnte er som holdningspapiret for transthorakal ekkokardiografi udarbejdet som lommefolder. Kursus- og CME-udvalgets sammensætning er uændret fra sidste år. Udvalget har igen i år og med økonomisk støtte fra Hjerteforeningen arrangeret og afholdt flere eftertragtede kurser. Der opfordres til at søge udvalgets legater til videreuddannelse i udlandet. Se beretningen fra Niels Holmark Andersen i dette nummer af CF. I uddannelsesudvalget har procedurerne for besættelse af hoveduddannelsesstillinger været diskuteret efter initiale vanskeligheder ved første ansættelsesrunde med reviderede retningslinjer for vurdering af ansøgernes kvalifikationer. Det er fremhævet, at ansættelse bør finde sted på baggrund af objektive vurderinger og at sådanne har ligget til grund ved de seneste ansøgningsrunder. Se Hans Eiskjærs beretning i dette nummer af CF. Behandlingsvejledningsudvalget med Anne Sejr Knudsen som formand har igen i år sikret en revideret og opdateret version af behandlingsvejledningen, som kan downloades til PDA. Mange yder formidable indsatser for at sikre en opdateret vejledning af meget høj faglig standard. Behandlingsvejledningen er derfor et af selskabets mest anerkendte varemærker. Det er planlagt, at NBV2010 i forbindelse med selskabets 50-års jubilæum vil udkomme i en trykt udgave, hvilket tilvejebringes med økonomisk tilskud fra Hjerteforeningen. Dette tiltag har krævet en ekstra indsats ikke kun fra NBV udvalgets medlemmer men også fra alle bidragsydere. Alle takkes oprigtigt herfor. DRG ad hoc arbejdsgruppen varetager kontakten til Sundhedsstyrelsen vedrørende DRG og koderegistrering. Der er opnået DRG takst for hjerte-CT. Da det imidlertid ikke lykkedes at få taksering for telemedicinske ydelser herunder fjernmonitorering af pacemakere og EKG monitorering ved præhospital visitation i 2009, arbejdes fortsat herpå.


Møder, jubilæumsforberedelser og CME

Idet forløbne år har det været glædeligt at se en stor mødedeltagelse til de tre større møder: Årsmødet i maj, efterårsmødet i oktober og fællesmødet med thoraxkirurgisk selskab i januar. Bestyrelsen har ikke planer om at ændre på denne mødestruktur. Herudover har Arbejdsgruppen for præventiv kardiologi og rehabilitering i februar afholdt et overordentligt veltilrettelagt og velbesøgt møde om landsdækkende hjerterehabilitering efter strukturreformen. Mødet havde 180 deltagere, mens 40 måtte forblive på venteliste på grund af pladsmangel. Den nyoprettede arbejdsgruppe for billeddannende diagnostik afholdt i Silkeborg »First Nordic Symposium on Cardiac-CT« med en række af de bedste internationale foredragsholdere den 11.-12. juni 2009. Det velarrangerede arrangement var særdeles velbesøgt og med et stort fagligt udbytte og endda økonomisk overskud.

I anledning af selskabets 50-års jubilæum har bestyrelsen i samarbejde med arbejdsgrupperne forberedt et 3-dages årsmøde i 2010. Det er tilstræbt, at mødet udover en dedikeret jubilæumssession har flere internationale foredragsholdere end vanligt. I forbindelse med den festlige begivenhed har Johnson & Johnson/Cordis-Biosense Webster udgivet en jubilæumsbog om selskabet gennem 50 år. Redaktørerne har været Kristian Thygesen og Henrik Steen Hansen og en lang række af selskabets medlemmer har bidraget med indlæg. Selskabet takker Johnson & ohnson/Cordis-Biosense Webster, redaktørerne og alle bidragydere for denne fine gestus. CME-enheden (Hans Erik Bøtker og Anders Junker) har CME-akkrediteret 16 møder med kardiovaskulært uddannelsesindhold og som opfyldt kravene. CME-akkreditering er vigtig for at sikre den faglige uafhængighed af potentielle interessekonflikter. Medlemmerne opfordres derfor til fortsat CME registrering.


Sundhedsstyrelsen, specialeudmelding og pakkeforløb

Samarbejdet med Sundhedsstyrelsen foregår gennem Hjertefølgegruppen og ad hoc arbejdsgrupper. I Hjertefølgegruppen er fra DCS udpeget Dorthe Dalsgaard, Steen Pehrson og Henrik Steen Hansen. Endvidere er Lars Hvilsted Rasmussen medlem som repræsentant fra Region Nordjylland. Endvidere er Hjertefølgegruppen udbygget med sygeplejerske repræsentation ved oversygeplejerskerne Charlotte Fuglesang og Mette Rosendal Darmer fra henholdsvis Århus Universitetshospital Skejby og Rigshospitalet. Specialeudmeldingen er nu offentliggjort. DCS har været inddraget i processen, som er forløbet konstruktivt. Udmeldingen indeholder derfor ikke mange overraskelser. Sundhedsstyrelsen har brugt den faglige rådgivning og det er selskabets opfattelse, at udmeldingen overordnet er god. DCS har i overfor Sundhedsstyrelsen gentaget, at den bedste faglige kvalitet ikke opretholdes når at der ikke er krav om, at alle afdelinger, som modtager akutte hjertepatienter skal kunne tilbyde akut ekkokardiografi ved speciallæge i intern medicin:kardiologi på 24-timers basis hele ugen. Samling af den akutte modtagefunktion på færre afdelinger ville gøre en sådan disposition ressource/effektiv og forbedre patientbehandlingen. Se side 22 for at læse specialerapporten. Der har i det forløbne år været opfølgning af pakkeforløb for livstruende hjertesygdomme ved de DCS repræsentanter, som indgik i udarbejdelsen (Christian Hassager, Henrik Steen Hansen, Kristian Korsgaard Thomsen og Benedikte Haastrup) som selskabets repræsentanter. Om end pakkeforløbene ikke er fuldt implementeret og monitorering af forløbene ikke er effektueret, er erfaringen, at ventetider og patientforløb er væsentligt forkortet sammenlignet med tidligere. Dette har været til gavn for patienterne. Der arbejdes fortsat på metoder til monitorering af pakkeforløb og initiativer omkring elektroniske henvisninger af patienter i pakkeforløb.


Dansk Hjerteregister

Dansk Hjerteregister registrerer indrapporterede data vedr. invasive procedurer (KAG, PCI og CABG), som offentliggøres på www.dhreg.dk. Jan Kyst Madsen er afgået som formand og afløst af hjertekirurg Poul Erik Mortensen. Jan Kyst Madsen forlader samtidig Hjerteregistrets bestyrelse og afløses af Hans-Henrik Tilsted Hansen som DCS repræsentant. Erik Jørgensen er blevet nyt medlem i forretningsudvalget. DCS deltager via den interventionelle arbejdsgruppe i fastlæggelse af kvalitetsindikatorer for invasiv aktivitet.

Dansk Medicinsk Selskab (DMS) og Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM)
Efter at Henrik Steen Hansen er indtrådt i bestyrelsen for Dansk Medicinsk Selskab er samarbejdet mellem DCS og DSM udbygget med gensidigt udbytte til følge. Samarbejdsområderne har omfattet udarbejdelse af beskrivelse af fagområdet akut medicin, specialeplaner og samarbejde vedrørende specifikation af samarbejdsaftaler mellem sponsorer og videnskabelige selskaber i forbindelse med efteruddannelse. Dette arbejde pågår. Det har været en stor glæde for DCS, at DMS har indstillet et DCS medlem til den prestigefyldte August Krogh pris, som Erling Falk modtog ved DMS’s årsmøde i januar 2010. DSIM forsøger aktuelt at reorganisere sig som paraplyorganisation for de ni intern medicinske. DCS deltager i det pågående arbejde. Det har været en stor glæde for DCS, at DSIM har indstillet et DCS medlem til den prestigefyldte Hagedorn pris, som Torsten Toftegaard Nielsen modtog ved DSIM’s årsmøde i marts 2010. Se side 27 for omtale af priserne.


International aktivitet

Båndende til ESC er stærke – ikke mindst gennem Steen Dalby Kristensens position som ESC’s vicepræsident og hans fremragende indsats på den betydningsfulde post. Det har været en stor skuffelse for DCS at konstatere, at Steen Dalby Kristensen trods sine enestående kvalifikationer og fortræffelige resultater i ESC ikke opnåede nominering til valget som kommende præsident i 2010. Steen Dalby Kristensen har gjort de bedste forberedelser gennem to år og opnået støtte ikke kun fra alle nordisk-baltiske lande, men også en række andre lande, flere arbejdsgrupper og ikke mindst i den administrative stab i European Heart House. Det er DCS’s opfattelse, at Nominating Committee har holdt sig til traditionen, som viser, at det er meget vanskeligt for mindre lande at opnå formandsposten uanset kandidatens kvalifikationer. Det er lykkedes Steen Dalby Kristensen at promovere en række DCS medlemmer i ESC regi. Mange danskere har været inviteret som foredragsholdere og chairmen ved ESC kongresser. Andre leverer også betydelige indsatser i ESC. Således har Peter Clemmensen og Peter Søgaard lagt betydelige kræfter i henholdsvis »Acute Cardiac Care« arbejdsgruppen og »Association for Echocardiography«, hvilket har bidraget til, at det er lykkedes at få hele to ESC kongresser til København i 2010, nemlig »Acute Cardiac Care« 16.-19. oktober og »Echocardiography « 8.-11. december. ESC leverer et flot produkt i form af møder, tidsskrifter, kurser, elektroniske læringsprogrammer, surveys, klaringsrapporter og ved politisk lobbyarbejde i EU. Udpegelsen af Lars Hvilsted Rasmussen til guideline koordinator er et af flere forsøg på at styrke båndet til ESC. DCS søger yderligere indflydelse i ESC ved at øge arbejdsgruppernes indflydelse i de tilsvarende ESC arbejdsgrupper og ved at få dansk repræsentation ved udarbejdelse af ESC-guidelines, hvortil flere danske medlemmer har opnået reviewer status gennem det sidste år. Medlemmerne opfordres til at søge optagelse som Fellows og søge indmeldelse og kandidere for relevante nucleus positioner i ESC’s arbejdsgrupper. Undertegnede er fortsat bestyrelsesmedlem i den europæiske akkrediteringsmyndighed i kardiologi (EBAC) og UEMScardiology section. Som følge af ESC’s audit committee’s påpegning af en interessekonflikt på grund af ESC’s økonomiske involvering i EBAC, som samtidig foretager akkreditering af ESC’s efteruddannelsesarrangementer, har komitéen foreslået en fornyet struktur. Det har givet anledning til en del polemik, eftersom EBAC blev etableret med betydelig hjælp fra ESC og qua denne støtte nu fremstår som et mønstereksempel på etablering af en akkrediteringsenhed. Løsningen ser i skrivende stund ud til at blive, at EBAC lægges ind under UEMS cardiology section. Nordisk-Baltisk 2009 kongres blev afholdt i Reykjavik med mange gode danske videnskabelige indlæg, ligesom flere bestyrelsesmedlemmer foruden mødelederfunktioner deltog i fælles nordisk-baltiske strategimøder. Særligt glædeligt var det, at Brian Bridal Løgstrup, Sygehus Fyn Svendborg var udvalgt i finalerunden til foredragskonkurrencen.


Selskabets økonomi

Årsresultatet for Selskabet er meget tilfredsstillende med en positiv balance for 2009. Overskuddet skyldes dels renteindtægter efter at vi som alle andre blev ramt af kurstab på værdipapirer i 2008. Disse tab blev ikke realiseret og giver nu anledning til et positivt afkast. Der har ligeledes været et pænt og tilsigtet overskud på driftsindtægterne. Denne disposition er gjort for at imødegå de store udgifter der budgetteres med i 2010 i forbindelse med afholdelse af selskabets 50-års jubilæum. Det er en tiltagende stor udfordring at fastholde annonceindtægterne. Der er kommet mere snævre rammer for industriens mulighed for tilskud til efteruddannelse, men i enhver form for samarbejde anmeldes selskabets mødeaktiviteter til Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet (NSL). For også i fremtiden at kunne opretholde en høj aktivitet og en høj kvalitet af efteruddannelsen er egenbetaling i forbindelse med årsmødet indført i 2010. Udover Hjerteforeningen er selskabet meget taknemlige overfor annoncørerne i Cardiologisk Forum, til udstillerne/sponsorerne af vores møder og til de firmaer, der har gjort det muligt at uddele legater/hæderspriser til udvalgte medlemmer af selskabet.


Priser og legattildelinger

DCS hæderslegat

Dorthe Dalsgaard

Nycomeds Forskerpris:

Jan Skov Jensen

Thiessens Legat:

Lars Romer Krusell og Steffen Helquist

AstraZenecas hæderspris:

Jens Rokkedal Nielsen

AstraZenecas Rejselegater:

Kristian Eskesen

Niels Holmark Andersen

Jacob Thorsted Sørensen

Kristoffer Henningsen

Bue Ross Agner

Rebekka Thomsen

Linea Hornbech

Kasper Iversen


Afsluttende bemærkninger

Det kommende års arbejde i DCS’s bestyrelse fordrer afklaring af grænsefladen mellem det nye fagområde akut medicin og intern medicin; kardiologi. DCS har defineret klare retningslinjer for samarbejdet i de etablerede akut modtagelser, således at patienter med akutte livstruende hjertesygdomme med tidsafhængig behandlingseffekt, sikres direkte adgang til kardiologisk afdeling, men status for den praktiske organisering er uafklaret. En anden udfordring er nationale elektroniske henvisninger til pakkeforløb for livstruende hjertesygdomme. DCS har forsøgt at tage initiativ til etablering heraf, men var for tidligt ude. Etableringen af elektroniske henvisninger er en naturlig udvikling for at sikre hurtige henvisningsforløb og ligeledes en forudsætning for monitorering af pakkeforløbene uden unødig dobbeltregistrering. Endelig er den fortsatte finansiering af DCS’s aktiviteter, herunder efteruddannelsesaktiviteter, en stigende udfordring eftersom der er et stigende pres for at sikre, at disse aktiviteter finder sted uden sponsorstøtte. Samarbejde med industrien er nødvendig for at sikre forskning og udvikling til gavn for vore patienter. DCS anmelder i overensstemmelse med nationale og internationale retningslinjer efteruddannelsesaktiviteter til Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet (NSL) og anvender CME akkreditering, men en afklaring af om Regionerne vil bidrage økonomisk til de faglige selskabers uddannelsesaktiviteter mangler, ligesom honorering af selskabernes rådgivningsfunktioner af især offentlige myndigheder bør være genstand for debat. Efter to spændende år forlader jeg formandsposten for DCS. Tak for et godt samarbejde med mange kolleger i bestyrelsen, arbejdsgrupper, udvalg og blandt eksterne samarbejdspartnere. Dette samarbejde har sammen med en betydelig indsats fra sekretæren Morten Bøttcher lettet arbejdsbyrden. Det kommende formandskab medgives de bedste ønsker i en vished om, at selskabets store faglige, organisatoriske og fagpolitiske aktiviteter fortsat kan videreføres.


Hans Erik Bøtker

Formand DCS