DCS arbejdsgruppe vedr. ekkokardiografi
Nukleus:Nis Høst BBH formand
Jacob Eifer Møller RH (afgående formand)
Olav Wendelboe BBH
Peter Søgaard Gentofte
Sabine Gill OUH
Steen H Poulsen
Kenneth Egstrup Svendborg
Jens Hedegaard Ålborg
Gruppens aktiviteter:
Kursusaktivitet:
- Basale ekkokurser
- Endokardit
- Ekko ved medfødt hjertesygdom
- TEE/hjerteklapsygdomme
Beskrivelse af de specialespecifikke kurser
- Ekko og st. c.
- Hjerteklapsygdomme
- Sjældne hjertesygdomme
Nationale behandlingsvejledninger
- Hjerteklapsygdomme
- Endokardit
www.ekkokardiografi.dk
Forskningssamarbejde
- DIAS
Ekkokardiografisk årsmøde
Dagsorden for 27. DCS Ekkonukleus møde
Lørdag den 8. maj 2010, Nyborg Strand kl. 9-10.
1. Godkendelse af referat fra 26. møde
2. Kursusaktivitet 2009
a. Basale kurser
b. TEE kursus
c. Kurser for thoraxkirurger
d. Standardisering af kursusmateriale
e. Endokarditmøde, Skejby
3. Standard-ekko Holdningspapir, kvantitering
4. Pakkeforløb
Forløbsmonitorering – Claus Holst-Hansen, Aalborg
5. NBV 2010
6. Ekkokardiografi.dk
Planer for fornyelse – Thue Olsen, Gentofte
7. Nyt fra EAE – Nis Høst, Bispebjerg
a. Summit 2010
b. EuroEcho 2010, København
8. Eventuelt
Referat af 25. DCS EKKO Nukleus møde
18. januar 2010
Mødet blev indledt med gode videnskabelige indlæg af Thue Olsen og Jordi Dahl.
1. Referat fra sidste mødte enstemmigt godkendt. Titlen rettes til 24. Møde.
2. Antal kurser. Sabine: Der er behov for 2 DCS ekko I kurser i region øst. Nis undersøger om der kan afholdes 2 kurser/år.
Sabine: Behovet for Ekko II kurser passer til udbuddet.
3. Jacob har udarbejdet forslag til holdningspapir vedrørende standard ekko mål og rapportering. Der er enighed om at det drejer sig om en vejledning/ anbefaling - ikke krav.
Forventes præsenteret ved DCS’ årsmøde. Kommentarer til Jacob.
4. Pakkeforløb. Claus deltager i pakkeforløbsmonitoreringsgruppe.
5. Thue Olsen indgår i redaktionsgruppen bag ekkokardiografi.dk. Det diskuteres om ekkokardiografi.dk skal under DCS hjemmeside. Søren Strange påpeger, at det vil betyde et større arbejde og økonomiske investering bl.a. pga. ændret format. Hvad er DCS konkrete ønsker? Thue og Olav vil tale med bestyrelsen.
6. Jacob /RH er EAE akkrediteret.
7. Nis vedrørende Euroecho 2010. Godt forhold til EAE ledelsen, mødtes i Madrid.
Et sessions-spor i skandinavisk regi (DCS, nordmænd, svenskere).
2 teaching sessions vævs-Doppler (4 foredrag x 3) samt aortastenose sessioner.
I den videnskabelig komite sidder bla Nis, Peter Søgaard, Christian Hassager.
Nis opfordrer til indmelding i EAE!
Deadline abstracts ultimo maj.
8. Uenighed mellem ekko- og trombokardiologi-arbejdsgruppen vedrørende blodfortyndende behandling og hjerteklapproteser. Behov for yderligere diskussion.
Referent: Henrik Wiggers
Videnskabeligt møde om Infektiøs Endocarditis
I forlængelse af et vellykket videnskabeligt møde om endocarditis afholdt på RH, november 2008 for kardiologer, infektionsmedicinere og klniske mikrobiologer aftaltes det at gennemføre yderligere møder om emnet med passende mellemrum, herunder et næste møde på Skejby sygehus.
Dette møde er nu planlagt til 24/3 2010, og de lokale arrangører udgøres af ovl., dr. med. Henrik Egeblad, ovl., dr. med. Eskild Petersen (infektionsmedicinsk afdeling, Skejby) og Marianne Voldstedlund (klinisk mikrobiologisk afdeling, Skejby). Det er vigtigt at fastholde og styrke det tværfaglige lægelige samarbejde omkring den alvorlige sygdom. Mødet afholdes under auspicier af de tre involverede videnskabelige selskaber.
Programpunkter i oversigt:
Betydningen af databaser
Kirurgi eller antibiotika alene?
Pacemakerendocarditis
Gentamicinrisiko
Daptomycinerfaringer
Klinisk/blodprøvemæssig screening
Specialernes forslag til forbedring af den alvorlige prognose,
Endelig programoversigt og tilmelding følger.
MVH Henrik Egeblad
Referat af 24. DCS EKKO Nukleus møde
Mandag den 17. august 2009
Deltagere: Nis Høst, Olav Wendelboe, Søren Strange, Thue Olsen, Nana Valeur, Nicolaj Ihlemann, Claus Høst Hansen, Jacob Møller, Kenneth Egstrup, Henrik Wiggers.
1. Referat fra sidste mødte enstemmigt godkendt
2. Det er indtrykket, at den pukkel af ansøgere der har stået i kø til DCS ekko I og II er ved at være afviklet. Kursusbehovet ligger formetlig på 3 DCS ekko I, 2 DCS ekko II og 1 TEE kursus på landsplan/år.
3. Kurser i ”bærbar ekko” har for tiden lav prioriteret.
4. Nis Høst har modtaget en forespørgsel fra yngre thoraxkirurger vedrørende et evt. kursus i peroperativ TEE. Nukleus vil gerne stille op med undervisere, men foreslår at Yngre Thoraxkirurger selv arrangerer kurset.
5. Standardisering af kursusmateriale til DCS ekko II (på et senere tidspunkt også DCS ekko I). Doppler metode: OWN +HW; Aortastenose NH+CHH; Aortainsufficiens: OWN+HW; Mitralstenose og –insufficiens: JM+SHP; RV+RVSP: Jens Hedegaard+Jesper Kjærgaard; Diastole+Hæmodynamik: JM+SHP; Nye teknikker:Jesper Kjærgaard+Thue Olsen. Søren Strange vil rundsende en ”template” til dias.
6. Nis Høst har fra Hans Erik Bøtker hørt om initiativet vedrørende endokarditis møde på Skejby Sygehus. Nukleus støtter et sådant møde i DCS regi.
7. Nis Høst redegjorde for EAE akkreditering. Processen er gennemført på RH. Der er nu mulighed for akkreditering via nettet. Nis fortalte om EAE summit møde i Heart House i Nice.
8. EuroEcho 2010 i København. Styregruppen (Nis Høst, Jacob Møller, Chr. Hassager, Peter Søgaard, Steen Hvitfeldt) mødes i oktober. Den danske ekkonukleus skal arrangere et undervisningsforløb en hel dag. Repræsentanter for styregruppen mødes med arrangørerne i Madrid.
9. Fremtidig mødeaktivitet: Ved årsmødet, et mindre møde fex efterår, et større møde med 2½ times foredrag/diskussion med efterfølgende middag (max 20-25 deltagere) fex forår.
10. Næste møde Sortebro Kro 18/1 kl 16 med 2½ times foredrag, nukleusmøde og efterfølgende middag.
Referent: Henrik Wiggers
Referat af 23. DCS EKKO Nukleus møde
Mandag d. 19. januar 2009
Deltagere: Jacob Eifer Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Flemming Hald Steffensen, Nis Høst, Kenneth Egstrup, Jesper Kjærgaard, Jesper K. Jensen, Jens Berning, Hanne Elming, Niels Tønder.
Afbud: Jens Hedegaard.
1. Godkendelse af referat fra 22. møde. Godkendt.
2. Ekkokardiografisk aktivitet i Danmark, gennemgang af enquete ved Jens Berning. Jens Berning har sammen med Steen Zabell Abildstrøm indsamlet DRG-baserede data, som gennemgås og diskuteres. Generelt vurderes data at repræsentere minimumstal, især hvad angår undersøgelser på indlagte. Der noteres en systematisk forskel i ekkoaktiviteten øst/vest, hvor vest gennemgående ligger 5-9% højere end øst (forskellen mindre udtalt for sammenligning mellem hovedstadsområdet og vest). Aktiviteten er klart højest i Region Midtjylland. I øvrigt viser oversigt over kodningsmønster en klar forskel i kodningspraksis på forskellige centre, herunder kodes alle TTE-us. nogle steder som vævsdoppler-undersøgelser, mens andre specialkoder (ex. kode for kontrastindgift) anvendes meget sjældent. Den generelle holdning i Nukleus til DRG-kodning repeteres: der anbefales færrest mulige specialkoder. Jacob Møller vil finde tidligere korrespondance til DCS´ DRG-gruppe frem. Jens Berning komplimenteres for det store arbejde med indhentning af data, som efter en sidste validering forventes publiceret i Cardiologisk Forum.
3. Kursusaktivitet.
Basale kurser. Der har atter været mange ansøgere til ekko I kurset (øst) og har måttet gives afslag til en del. Jesper Kjærgaard forhører om den officielle holdning til observatører ved kurserne. Man enes om, at lægelige observatører foreløbig ikke tillades. Til gengæld er der enighed om, at der er for få ekko I kurser, og da kurserne er udgiftsneutrale, er der relativt frit spil for villige undervisere. Øst-underviserne vil tilstræbe et ekstra kursus i efteråret. Jacob Møller skriver til Hans Erik Bøtker for formelt at sikre tilladelsen.
a. TEE kursus. Kursus januar 2009 er planlagt på Hindsgaul.
b. Kursus i ”bærbar” ekkokardiografi - status. Punktet udskydes.
4. EuroEcho 2010 - København et faktum!. Diskuteres kort. Der har været præsident-skifte i EAE, hvor Juan Luis Zamorano har afløst Petros Nihoyannopoulos. Foreløbig har Jacob Møller skrevet til prof. Zamorano med forslag til emner for EuroEcho 2009 i Madrid, og har fået prompte og positivt svar. Der planlægges brain-storming møde i maj, hvor NS-repræsentanter vil blive inviteret til en weekend i Nice. Der forventes naturligvis en del opgaver til interesserede i forbindelse med arrangementet i København. I øvrigt påmindes om ultimo maj-deadline for abstracts til Madrid-mødet.
5. EAE akkreditering. Der orienteres kort om erfaringer fra 2. pilot fasen af EAE-lab akkreditering, hvor RH har søgt ”standard accreditation” med Nis Høst som national opmand.
6. TEE standard – gennemgang/diskussion af præliminære forslag. Udlægget komplimenteres og diskuteres med enkelte forslag til rettelser, som Jacob Møller vil indføje.
7. Skal ekkoarbejdsgruppen fortsat være en ultralydsgruppe, eller en arbejdsgruppe for kardial billeddannelse (ekko-CT-MR-SPECT)? Opfølgning til DCS´ strategikonference. Punktet er allerede uddateret: der er planlagt nedsættelse af en MR/CT arbejdsgruppe med samling i Odense om en måneds tid. Kenneth Egstrup planlægger at deltage i mødet som observatør og vil melde tilbage til Ekko-nukleus. Der er enighed om, at der bør tilstræbes tæt samarbejde med den nye arbejdsgruppe.
8. Endokarditdatabase – skal vi forsøge igen? Indtil videre er der i al fald 2 databaser, som ideelt set kunne samles (Gentofte og Skejby). Formandsskabet for Ekko-nukleus vil tage kontakt til Henrik Egeblad og Niels Eske Bruun for anbefaling af en samlet database og diskutere hvordan dette praktisk kan etableres.
9. Evt. Der forestår en del udskiftning i Ekko-nukleus: Steen Hvitfeldt afgår efter 6 år (2 ekstra år efter formandskab). Flemming Hald Steffensen afgår efter 4 år. Aktuelle medlemmer af Nukleus: Jacob Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Jens Hedegaard, Nis Høst. Følgende har vist interesse for medlemskab: Niels Tønder (Hillerød), Carsten Veien (Vejle), Jesper Kjærgaard (RH), Henrik Wiggers (Skejby). Formandsskabet skifter i forbindelse med DCS´ årsmøde, hvor Jacob Møller træder ned og Nis Høst rykker op. I øvrigt nævner Sabine Gill, at CME akkreditering forventes på plads for både ekko I og II snarest.
Næste møde. Lørdag d. 2. maj kl. 8.30, Nyborg Strand.
Referent Nis Høst.
Referat af 22. DCS EKKO Nukleus møde
Mandag d. 18. august 2008
Deltagere: Jacob Eifer Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Flemming Hald Steffensen, Nis Høst, Kenneth Egstrup, Søren Strange, Jens Hedegaard, Steen Hvitfeldt
1. Godkendelse af referat fra 21. møde. Godkendt. Der er planer om at gøre referaterne tilgængelige via DCS´ hjemmeside. Nis Høst sender seneste godkendte referater til webmasteren.
2. Kursusaktivitet efterår 2008. Basale kurser – information til undervisere. Sabine Gill noterer, at der fortsat er underkapacitet ved Ekko I, vest. Specielt er der aldrig plads til ”andre” (1. under uddannelse til kardiolog; 2. ph.d. studerende; 3. andre). Kurser i ”bærbar” ekko, som ud over anæstesiologer netop har ”andre” som målgruppe, kan dog muligt bøde på dette. Steen Hvitfeldt nævner, at for mange officielle, basale kurser vil tiltrække for mange irrelevante deltagere. Bør holdes på et balanceret niveau. I øvrigt efterlyses overblik over undervisere i de respektive regioner:
i. Undervisere vest: Jens Hedegaard, Steen Hvitfeldt, Jacob Møller, Henrik Wiggers, Flemming Hald Steffensen
ii. Undervisere syd: Sabine Gill, Knud Nørregaard Hansen, Carsten Veien
iii. Undervisere øst: Jacob Møller, Søren Strange, Jesper Kjærgaard, Olav Wendelboe, Nis Høst, Jan Bech, Hanne Elming
Overordnede retningslinjer for kurserne, herunder prioritering af ansøgerfeltet nedskrives af Sabine Gill og sendes til DCS for ratificering. Dette vil også muliggøre standardisering af afslagsbrev. Samtidig ansøges om CME akkreditering ved indsendelse af programmer til Hans Erik Bøtker. Kenneth Egstrup foreslår et fast tilbagevendende kursusprogram med Ekko 1 forår og efterår og Ekko II efterår/vinter (forskudt i de kursusafholdende regioner). I øvrigt er der enighed om, at undervisningsmaterialet bør koordineres/standardiseres med bl.a. fælles skabelon (med udgangspunkt i hjemmesidens layout). Herunder bør også den officielle TTE standard indarbejdes. Der nedsættes en arbejdsgruppe til varetagelse heraf: Steen Hvitfeldt, Jacob Møller, Olav Wendelboe, Nis Høst. Målsætning er januar 2009.
TEE kursus. Plan om kursus januar 2009, formentlig på Hindsgaul. Tilstræbes CME-akkrediteret.
3. Kursus i ”bærbar” ekkokardiografi - status. BBH har plan om lokalt pilot-kursus i efteråret. Afprøves på de stedlige anæstesiologer, evt. suppleret med deltagere fra RH. Officielt udspil fremlægges til januarmødet i Nukleus. Screening af patienter behandlet med pergolid og cabergolin. Den foreslåede ændring af arbejdsgruppe-anbefalingen fra 2005 diskuteres. I erkendelse af den efterhånden omfattende viden om præparaternes øgning af risikoen for klapinsufficiens enes man om at anbefale en rutinemæssig årlig ekkokontrol og herudover efter retningslinjerne i DCS´ klaprapport.
4. EAE akkreditering. EAE planlægger ekko-lab akkreditering, foreløbig som fase 2 pilot, og DK er forespurgt om vi er interesserede i medvirken. Jacob Møller har meldt tilbage, at RH er interesseret i akkreditering med Nis Høst som opmand/garant. Stilling til yderligere ekko-lab akkreditering afhængig af erfaringer fra processen.
5. Feedback på den nye standard samt oplæg til evt. TEE standard. Implementeres i et vist omfang, men der er i Nukleus enighed om, at en fokuseret undersøgelse i hænderne på en erfaren ekkokardiografør, og afhængig af omstændighederne, kan være tilstrækkelig.
6. DCS strategimøde 2008 – visioner for ekkokardiografien de næste 2 år i DK. Ønskeligt med en landsdækkende database for ekko, hvilket rimeligvis vil kræve konsensus om en fælles billedplatform (PACS?). Olav Wendelboe nævner, at ekko-beskrivelser til en start kunne lægges centralt. Akkreditering og udvidet kursusaktivitet med ”bærbar” ekko nævnes som en del af strategien for de kommende år. Hvad angår sidstnævnte, henvender Jacob Møller sig til Dansk Anæstesiologisk Selskab for drøftelse af den planlagte kursusaktivitet.
7. Evt. Intet nyt om EuroEcho i København (på trods af gentagne forsøg fra Jacob Møller på få en klar udmelding fra Petros Nihoyannopoulos). Bliver tidligst 2010. Søren Strange foreslår en web-udgave af standard-TTE´en på hjemmesiden. Enighed om, at dette er en god idé. Søren Strange (og Tue Olsen) arbejder videre hermed.
8. Næste møde. 19. januar kl. 16 Sortebro Kro, Odense.
Referent Nis Høst.
Referat af 21. DCS EKKO Nukleus møde
Lørdag d. 10. maj
Deltagere: Jacob Eifer Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Flemming Hald Steffensen, Nis Høst, Kenneth Egstrup, Henrik Egeblad, Jens Berning, Jesper Kjærgaard. Afbud: Søren Strange, Hanne Elming
1. Godkendelse af referat fra 20. møde. Godkendt.
2. Kursusaktivitet 2008.
a. Basale kurser – antal undervisere. Sabine Gill har, efter diskussion med Niels Gadsbøll, fået godkendelse af 4/4/2 undervisere på ekko I de respektive tre dage. Dette forudsætter hævelse af kursusafgiften (med kr. 500,-) - godkendes af Nukleus. Et basalt kursus/region/år er i underkanten, jf. mange afslag til seneste kursusrunde. Flere steder tilbydes lokalt basale ekkokurser, hvilket bøder på underkapaciteten. Der planlægges 3 x ekko I og 2 x ekko II kurser 2008 og interesserede kandidater til undervisning hilses velkommen.
b. TEE kursus. Blev afholdt med vanligt gode anmeldelser fra deltagerne i januar i Skejby og planlægges gentaget i 2009.
c. Kursus i ”bærbar” ekkokardiografi. Holdningen fra Nukleus er uændret velvillig. Problemstillingen har været forelagt Henrik Steen Hansen, som officielt har udmeldt, at DCS´ holdning til sådanne kurser er positiv, men at medlemskab af DCS forudsættes for deltagelse. Dette aspekt diskuteres, og der er i Nukleus enighed om, at medlemskab af Dansk Anæstesiologisk Selskab eller Dansk Selskab for Akut Medicin vel er tilstrækkeligt, blot kurserne er udgiftsneutrale. Der nedsættes en kursusplanlægningsgruppe bestående af Jacob Møller, Olav Wendelboe, Jesper Kjærgaard og Nis Høst.
3. Screening af patienter behandlet med pergolid og cabergolin. Opfølgende data er på trapperne og kan i hovedtræk refereres af Henrik Egeblad. Ca. ¼ af patienter i behandling med ergot-deriveret medicin får klappåvirkning, som synes at progrediere, hvis behandlingen fortsætter. Der synes ikke at være myokardiepåvirkning af behandlingen. Der findes ikke data for screening af patienter forud for behandling. Man enes om følgende anbefaling fra Nukleus: forhåndsscreening af patienter kan tilbydes. For patienter i behandling med pergolid/cabergolin anbefales screening efter ½ års behandling, herefter ekkokontrol årligt eller, ved klapsygdom, efter gældende retningslinjer. Da der aktuelt er fokus på problemstillingen og behandlingen synes på vej ud, formodes det alt i alt at dreje sig om få patienter. Der opfordres til at man i samarbejde med neurologerne har skarpt fokus på specifik diagnosekodning for patienterne, så man retrospektivt vil kunne opgøre omfanget. Flemming Hald Steffensen nævner, at omfanget af anvendelse af pergolid/cabergolin kan vurderes udfra medicinregistringsdatabasen.
4. Holdningspapir vedrørende standard TTE. Fremlægges senere på dagen. Få og overvejende positive kommentarer. Henrik Egeblad nævner, at man på Skejby (som på KAS Gentofte og flere andre steder) har udarbejdet en lokal standard. Standarden fra Skejby er i lommeformat, hvilket rimeligvis er en fordel. Jens Berning nævner, at der som perspektiv af implementering af en national TTE standard må kunne imødeses tilgængelige (brugbare) billeder fra undersøgelser med mulighed for udveksling mellem centrene. Dette fungerer allerede nogle steder. I naturlig forlængelse af TTE standarden efterspørges en TEE standard. Arbejdet med denne påbegyndes det kommende år.
5. Repræsentant fra EKKO/CHF gruppen i DCS-DRG gruppen. Jens Berning melder sig interesseret. Jacob Møller taler med Lars Krusell fra DRG-gruppen.
6. Evt. Intet under dette punkt. Næste møde. 18. august kl. 16 Sortebro Kro, Odense.
Referent Nis Høst.
Referat af 20. DCS EKKO Nukleus møde
Mandag d. 21. januar 2008
Deltagere: Jacob Eifer Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Hanne Elming, Kenneth Egstrup, Flemming Hald Steffensen, Thue Olsen (for Søren Strange), Nis Høst. Afbud: Jens Hedegaard
- Godkendelse af referat fra 19. møde. Godkendt.
- Kursusaktivitet 2008. Forårets ekstra Ekko I kursus, syd/vest, som arrangeres af Sabine Gill er overtegnet. Ekkonukleus har tidligere givet retningslinjer for prioritering af ansøgere med læger i uddannelse nr. 1, ph.d. studerende nr. 2 og andre (anæstesiologer, ekkoteknikere, stud.med.er) nr. 3. Dette fastholdes, og i øvrigt anbefales håndhævelse af ansøgningssystemet med á priori prioritering af de fremsendte ansøgninger ved lokal uddannelses- eller ekkoansvarlig overlæge. Rent praktisk noteres, at firmaerne er velvillige til at udlåne apparater til kurserne, hvilket mindsker belastningen af den kursusafholdende afdeling. Behovet for basale kurser er uændret stort - Sabine Gill taler med Henrik Wiggers om efterårskursus udgående fra Skejby.
Ekko II, vest, har fået 12 ansøgere til 12 pladser, og for TEE-kurset er situationen den samme med 20 ansøgere til 20 pladser.
Kursus i ”bærbar” ekkokardiografi/”FATE”-ekko diskuteres. Flere nukleus-medlemmer udtrykker forbehold for en minimaliseret ekko. Samtidig noteres det dog, at udviklingen går i denne retning, og at Nukleus ikke vil undlade medvirken. Jacob Møller skriver til Henrik Steen Hansen og forhører om DCS´s holdning. Hans Kirkegaard fra Dansk Anæstesiologisk Selskab påregnes kontaktet herefter.
Retningslinjer fra Kursus- og CME Udvalget vedrørende ekko-kurser gennemgås. Fra Nukleus anbefales 4 undervisere på ekko I dag 1+2. Til gengæld kan man nøjes med 2 undervisere dag 3 – altså 10 undervisere mod aktuelt 9, dvs. kr. 3000.- ekstra. Hvad angår ekko II anbefales 4 undervisere begge dage mod aktuelt 3, dvs. kr. 6000.- ekstra. Jacob Møller skriver til Niels Gadsbøll. - Anvendelse af DCS logo og rollen for abejdsgrupperne i forbindelse med kursusaktivitet. DCS´s Formandskab har præciseret retningslinjerne, og dette tages til efterretning.
- Enquete om ekkokardiografisk aktivitet i DK. Nukleus melder OK til, at den af Jens Berning foreslåede undersøgelse udgår fra arbejdsgruppen. Det forudses, at tallene bliver minimumstal, idet især ekko på indlagte patienter formodes underregistrerede. Ekko-Nukleus forbeholder sig ret til at se materialet før offentliggørelse. Jacob Møller skriver til Jens Berning.
- Screening af patienter behandlet med pergolid og cabergolin. Problemstillingen diskuteres ud fra Vibeke Guldbrand Rasmussens arbejde og foreliggende tidligere data. Man enes om at afvente opfølgningsdata før endelig anbefaling. Indtil da anbefales screening før behandlingsstart, rutinemæssig ekkokontrol hvert 2. år, eller, ved klappatologi, efter de gængse kriterier i DCS´s klaprapport. I lyset af, at patienterne ofte fremstår svært kronisk medtagne og på forhånd må vurderes inoperable, pointeres nødvendigheden af individuel vurdering af konsekvens af undersøgelse med opvejning af risikoen for progres af klapsygdom ved fortsat dopamin-agonistbehandling. Jacob Møller kontakter Steen Hvitfeldt (som har deltaget i VGRs undersøgelser) og diskuterer konsekvensaspektet, herunder alternativer til dopamin-agonistbehandling.
- Holdningspapir vedrørende standardekkokardiografi. Initiativet komplimenteres atter. Seneste udgave gennemgås kort. Med udgangspunkt i aortaklapsygdom efterspørger Flemming Hald Steffensen omtale af fremstilling af billeder af aorta ascendens for udmåling af aortas dimensioner, dopplerfremstilling af retrogradt flow og gradient over evt. coarctatio. Vil blive indarbejdet. Forud for præsentation af standarden på DCS´s forårsmøde vil Olav Wendelboe tage initiativ til ”feasibility” undersøgelse med tidsforbrug til standardundersøgelse for erfarne og uerfarne ekkokardiografører. Olav Wendelboe opretter adgang til åben database og rundsender linket. Jacob Møller tager kontakt til Henrik Steen Hansen for tildeling af taletid til forårsmødet.
- EuroEcho 2009. Lidt valne udmeldinger - løbende korrespondance mellem Jacob Møller og Petros Nihoyannopoulos. Hvis EuroEcho kommer til København, bliver det først 2010.
Næste møde 18. august 2008 kl. 16, Sortebro Kro.
Referent Nis Høst.
Referat af 19. DCS EKKO Nukleus møde
Mandag d. 13. august 2007
Deltagere: Jacob Eifer Møller, Sabine Gill, Olav Wendelboe, Hanne Elming, Kenneth Egstrup, Peter Søgaard, Christian Hassager, Søren Strange, Nis Høst.
Afbud: Flemming Hald Steffensen, Jens Hedegaard
- Referat fra sidste møde godkendt.
- Kursusaktivitet. DCS´s bestyrelse har anmodet om flere basale kurser. Kursusaktiviteten for region øst og vest kan ikke umiddelbart øges, men OUH vil kunne stille med et hold til ekstra kursus i efteråret (Sabine Gill forestår). DCS forespørges om økonomi (Kenneth Egstrup). For at sikre, at Ekko 2 kurset søges af personer med reel ekko-ambition foreslås et krav om fremsendelse af 30 ekko-beskrivelser sammen med en motiveret ansøgning. Forelægges CME udvalget og indføjes i kursusopslaget på hjemmesiden. TEE kurset med kapacitet på 20-30 deltagere pr. år dækker behovet. ”Avanceret ekkokardiografi” i Skejby var velbesøgt, men vel mere et symposium med fremlæggelse af nye metoder og visioner for fremtiden end et egentligt kursus. Overvejelse om GUCH kursus, som dog vurderes mest hensigtsmæssigt placeret uden for EKKO Nukleus regi. Diskussion om årligt tilbagevendende ”ekko-dag”/symposium/workshop for yngre forskere med ekko som væsentligt forskningselement. Peter Søgaard og Christian Hassager arbejder videre med idéen og Jacob Eifer Møller forhører DCS om sponsorering.
- DRG-takster. Speciel takst for TDI er uhensigtsmæssig, men med udgangspunkt i udarbejdet ekko-standard (se nedenfor), som indbefatter basal TDI bør den generelle takst for transthorakal ekkokardiografi hæves. Særlig takst anbefales kun for TEE, stress-ekko, kontrast-ekko og device-kontrol. Jacob Eifer Møller skriver til DRG-udvalget under DCS.
- Kommende rapporter. Aorta-rapporten er næsten klar. Rundsendes til DCS´s medlemmer, diskuteres på efterårsmødet og udgives herefter.
- Euroecho 2009. Det virker sikkert, at Euroecho 2009 foregår i København. Jacob Eifer Møller har kort forespurgt Petros Nihoyannopoulos om forventningerne til den danske EKKO Nukleus, men endnu ikke fået svar. Videre korrespondance efter ESC. Der nedsættes dog allerede nu en Euroecho 2009 gruppe bestående af: Peter Søgaard, Henrik Egeblad, Christian Hassager, Jacob Eifer Møller, Steen Hvitfeldt og Nis Høst.
- Standard TTE. En standard har længe været efterspurgt og initiativet komplimenteres. Enighed om, at udspillet virker gennemarbejdet og ser godt ud. Den umiddelbare plan for videreførsel bliver, at standarden testes af Nukleusmedlemmerne (og de øvrige mødedeltagere) indtil DCS-lancering ved efterårsmødet, hvor vi vil bede om 10 min taletid for Jacob Eifer Møller. Vil blive præsenteret som oplæg til ”holdningspapir”.
- Evt.
- Vi er, som tidligere, blevet tilbudt poster ved Euroecho 2007 som led i præsentation af de nationale arbejdsgrupper. Især i lyset af Euroecho 2009 i København, vil vi takke ja.
- Olav Wendelboe foreslår fælles centralt register af ekko-reporter. Diskuteres, men synes både temmelig arbejdskrævende og på forhånd utilstrækkeligt uden samtidig adgang til billeddokumentation, hvilket rent logistisk ikke er lige om hjørnet. Der er dog lignende initiativer i gang med bl.a. planlagt møde mellem KAS Gentofte og Rigshospitalet med fokus på fælles billedplatform.
- Nyt fra hjemmesiden (Søren Strange): Thue Olsen fra KAS Gentofte er ansat som medarbejder på siden.
- Næste møde bliver 21. januar 2008, Sortebro Kro, Odense.
Referent Nis Høst.
Arbejdsgruppens hjemmeside
E-mail til webmaster for ekkokardiografi.dk, Søren Strange
