Oplæg til: Principper og hovedlinjer for specialeplanlægningen i Region Sjælland
Høringssvar fra Kardiologien
Der er blevet efterspurgt høringssvar fra de arbejdsgrupper der i efteråret 2006 udarbejdede beskrivelser for de enkelte specialer.
Høringssvar.
Der er i dette oplæg opstillet 3 modeller. Hvilken model der vælges må være en politisk beslutning, hvorfor vi ikke vil kommentere på dette, men gøre opmærksom på specielle forhold for kardiologien.
Det er vigtigt at den kardiologiske service overfor regionens borgere optimeres, såvel akut som elektivt, samtidig med at der opbygges et stærkt center for de invasive og specialiserede funktioner, også med henblik på hjemtagning til regionen.
Akut funktion.
Kardiologi er det største af de medicinske specialer, og 30-40% af akutte medicinske indlæggelser har en kardiologisk aktionsdiagnose. Samtidig er den akutte vurdering og behandling af kardiologiske patienter særdeles vigtig, da hurtig behandling ofte er afgørende for prognosen. Akut modtagelse og behandling af kardiologiske patienter bør derfor ske på afdelinger med et tilstrækkeligt befolkningsgrundlag til at sikre en faglig kompetent modtagelse døgnet rundt, inklusiv speciallægedækning. Disse afdelinger bør være så store at der kan skabes et stærkt miljø såvel fagligt, uddannelsesmæssigt som forskningsmæssigt.
Ideelt bør modtagelsen af kardiologiske – og andre akut medicinske - patienter ske på 2-3 afdelinger i regionen, men pga den store geografiske udbredelse af regionen kan det være nødvendigt med flere. Disse afdelinger bør have tilstrækkelig sengekapacitet til de kardiologiske patienter, og optimale muligheder for ikke-invasiv overvågning, diagnostik, herunder ekkokardiografi 24 t i døgnet, og behandling. Ideelt skal der på disse funktioner kunne anlægges transvenøs paceelektrode og udføres transoesofageal ekkokardiografi, ultralydvejledt pericardiocentese, spiral CT-scanning og/eller lungeventilations-/perfusionsscintigrafi.
Kontrol af pacemakere vil kunne ske på disse akutte enheder, og på længere sigt vil en yderligere udbygning af den invasive kardiologi kunne ske på disse akutte enheder, med placering af en del af almindelige pacemakerimplantationer på disse.
Specialer der bør være til stede på samme matrikel er: anæstesiologi / intensiv funktion og billeddiagnostik. Specialer med hvem et tæt samarbejde er væsentligt: kirurgi, lungemedicin, infektionsmedicin, diabetologi.
Elektiv funktion.
Dette vil i høj grad dreje sig om (initial) udredning, ambulant behandling samt rehabilitering. Dette kan varetages af ambulatorier og elektive enheder med intet eller mindre beredskab. Patienter som har haft et akut kardiologisk forløb kan efterfølgende flyttes til en elektiv enhed, som også varetager specialiseret rehabilitering.
Invasiv og højt specialiseret funktion.
En del af den kardiologiske udredning og behandling vil være så specialiseret (og/eller sjælden) at den bør samles ét sted i regionen. En sådan enhed vil muliggøre etablering af funktioner, som aktuelt foregår på lands- / landsdelniveau, og dermed muliggøre hjemtagelse af disse funktioner til regionen, samt kunne støtte de akutte og elektive funktioner i regionen. Det er vigtigt at denne funktion bliver så stærk at den kan virke som et ”fyrtårn” såvel i regionen som overfor de andre regioner, såvel fagligt, uddannelsesmæssigt som forskningsmæssigt. For at varetage den akutte funktion bør der være et kompetent døgndækkende beredskab, inklusiv kardiologisk speciallægedækning, såvel diagnostisk som invasivt (PCI og temporære pacemakere). For at gøre enheden mere robust, også udviklingsmæssigt og uddannelsesmæssigt, er det vigtigt at denne enhed ikke bliver for lille, dvs har et vist volumen også af relativ uselekterede kardiologiske patienter. Dette, samt en bedre udnyttelse af beredskabet vil gøre det rationelt at enheden har akut modtagelse af udvalgte patienter fra hele regionen, enten direkte via ambulance eller overflyttet fra de øvrige sygehuse, samt dækning af den akutte kardiologiske funktion for en del af regionen. En direkte indlæggelse af patienter med akut opståede brystsmerter vil også være rationelt udfra et optimalt patientforløb, idet de fleste af disse patienter vil skulle have udført KAG og evt PCI, hvilket således kan ske uden overflytninger mellem hospitaler.
En sådan specialiseret enhed vil have mulighed for at hjemtage mange af de funktioner der aktuelt varetages i region Hovedstaden: PCI (ballondilatation af hjertets kranspulsårer), ICD-implantation (automatisk hjertestarter), biventrikulære pacemakere (special avanceret pacemaker), komplekse / intensive kardiologiske patienter, såvel primært som efter evaluering / operation på landsdelscentre med thoraxkirurgi (f.eks. endokardit og svær hjertesvigt), telekardiologisk visitation og rådgivning, patienter med udvalgte medfødte hjertesygdomme, ikke-invasiv udredning af børn med mistænkte hjertesygdomme, genetisk rådgivning. På længere sigt hjemtagelse af invasiv elektrofysiologi inklusiv ablationsbehandling. En stærk kardiologisk funktion vil ligeledes forbedre mulighederne for en hjemtagelse af thoraxkirurgien.
Specialer der er nødvendige på samme matrikel er anæstesiologi / intensiv funktion og billeddiagnostik. Specialer som med stor fordel kunne placeres på samme matrikel: karkirurgi, akut nefrologi. Specialer med hvem et tæt samarbejde er væsentligt, gerne på samme matrikel: kirurgi, højt specialiseret lungemedicin, infektionsmedicin, diabetologi.
Rekruttering.
Regionen havde ifølge hjerteforeningens statistik 2005 den laveste dækning af kardiologer og det mindste antal kardiologiske antal senge per indbygger og den højeste kardiovaskulære dødelighed i Danmark. En organisation som ovenfor beskrevet kræver rekruttering af flere speciallæger til regionen. Regionen skal konkurrere med de øvrige regioner om at rekruttere blandt for få speciallæger. Det er derfor af allerstørste betydning at organisationen sikrer attraktive faglige miljøer og fornuftige arbejdsforhold idet afstanden fra de store byer i sig selv er en faktor som vanskeliggør rekruttering. En yderligere udnyttelse af speciallægernes arbejdskraft bør indtænkes feks i form af deltidspraksis og/eller garanti klinikker for at dække regionens behov inden for regionens grænser.
Etablering af et IT-baseret konferencenetværk.
De knappe faglige kompetencer og ressourcer i regionen skal anvendes optimalt. Dette kan bl.a.
ske gennem et udbygget samarbejde om opgaver og patienter.
Et kerneområde er konference om patienter og drøftelse af billeddiagnostiske undersøgelser,
herunder ekkokardiografi og KAG. Det gælder både i vagtarbejdet og i planlagte konferencer om
hjerteklappatienter og patienter, som skal have foretaget CABG.
Ved at inddrage kompetencer på de henvisende sygehuse opnår man et øget fagligt engagement og en løbende faglig dialog og fælles udvikling. Samtidig er det hensigtsmæssigt at undgå at gentage undersøgelser som f.eks. ekkokardiografi, såfremt den primære undersøgelse er af tilstrækkelig høj kvalitet til at ligge til grund for den videre udredning.
Det anbefales derfor, at der nedsættes en IT-gruppe med repræsentanter fra bl.a. de kliniske
kardiologer i Region Sjælland med henblik på en hurtig etablering af et velfungerende IT-baseret
netværk som "rygraden" i samarbejdet. Der bør etableres fælles database med patientoplysninger
og billeder, og netværket skal give mulighed for online telekonference med samtidig deltagelse af
læger fra hovedfunktion, regionsfunktion og højt specialiseret funktion.
Det anbefales, at der snarest træffes principiel politisk beslutning herom, således at en
konkretisering af behov, løsninger og udgifter kan ske.
Et fælles konferencenetværk i regionen med gode forbindelser til Region Hovedstaden er af
fundamental betydning for en faglig sammenkædning af Region Sjælland og vil betyde et markant
løft af det faglige miljø på de kliniske afdelinger i Regionen. Det vil betyde hurtigere og mere
effektive patientforløb med deltagelse af de læger, som har gennemført den primære del af
udredningen, og som derfor har det bedste kendskab til patienten.
Formålet er at sikre høj faglig kvalitet i opgaveløsningen, høj grad af patienttilfredshed og optimal brug af de knappe lægefaglige ressourcer. Opgaverne vil kunne løses på det lavest mulige
omkostningsniveau og gennem anvendelse af de nyeste teknologiske muligheder.
Vi ser frem til en styrkelse af kardiologien ved gennemførelse af en specialeplan for regionen.
På vegne af Kardiologisk Specialeråd, Region Sjælland
16.2.2007
Gunnar Jensen
Overlæge phd
Specialeansvarlig i kardiologi
Roskilde sygehus.
