Landsdækkende morgenundervisning

- NYT KONCEPT FRA DCS -
De fleste af landets kardiologiske afdelinger har tradition for at afholde undervisningsseancer i forlængelse af deres morgenkonference. Fordelene er mange – dels giver det mulighed for at holde sig opdateret inden for udviklingen i vores fag, og dels giver det mulighed for at gøre opmærksom på hvilke kliniske eller forskningsmæssige områder vi hver især interesserer os for. Det er imidlertid tidskrævende at planlægge god morgenundervisning, og det virker derfor oplagt at så mange som muligt bør få gavn af den kvalitetsundervisning der allerede nu foregår rundt omkring i landet.
I løbet af foråret afprøver DCS’ Medieudvalg derfor et nyt initiativ under titlen ”DCS Landsdækkende Morgenundervisning”. Konceptet er ganske simpelt – vi live-streamer undervisningsseancer fra landets morgenkonferencer til resten af landet, så alle landets afdelinger kan få gavn af undervisningen, deltage i den faglige diskussion, og få indblik i hvad vi hver især går og laver. Håbet er at så mange som muligt af landets afdelinger benytter muligheden for at overvære morgenseancerne og aktivt deltager ved at tweete spørgsmål eller kommentarer til underviserne undervejs. Det hele foregår direkte på vores hjemmeside, så det vil naturligvis også være muligt at overvære selvom man sidder hjemme, på ph.d. kontoret eller … ja hvor som helst!
For at skyde konceptet i gang, er der planlagt 4 pilot-seancer, som vil blive transmitteret fra Rigshospitalet, hen over foråret. Hvis der viser sig at være tilslutning til konceptet vil vores medieudvalg efter sommerferien rejse rundt i landet, og ca. 1 gang om måneden sende live fra en ny afdeling i landet, som selv har valgt hvad de gerne vil fortælle om. DCS kommer med alt hvad der er brug for af teknisk udstyr – afdelingen skal blot stille med en motiveret foredragsholder med noget på hjerte.
Vi håber at så mange som muligt vil støtte op om projektet, og allerede nu reservere morgenkonferencen på de 4 nedenstående mandage kl. 8.15 til 8.45. Det kan være en fordel på forhånd at finde en lokal ildsjæl der kan reklamere for arrangementet og sørge for at stille ind på transmissionen i konferencelokalt på dagen – man er meget velkommen til at kontakte os på some@cardio.dk hvis man har kommentarer eller vil vide mere. Man kan også skrive til os, hvis man allerede nu er interesseret i at blive en af de første afdelinger vi besøger på vores vej rundt i landet efter sommerferien.
Det hele streames her: https://stream.cardio.dk
Og man vil løbende kunne indsende kommentarer eller stille spørgsmål på vores twitterprofil her: https://twitter.com/cardio_dk
De første 4 undervisningsseancer der er planlagt er:
- 13/3: TAVI - evidens og klinisk praksis v/Lars Søndergaard
- 17/4: INOCA v/Lene Holmvang
- 8/5: Tryk eller flow? v/Jacob Møller
- 12/6: Pacemakerbehandling anno 2023 v/Michael Vinther