Ny Arbejdsgruppe for Digital Health under Dansk Cardiologisk Selskab

Skrevet af Dan Eik HøfstenTirsdag, 30. april 2019 16:13

DCS’ bestyrelse har besluttet at etablere en ny ”Arbejdsgruppe for Digital Health” for at styrke organisationen og den strategiske udvikling indenfor dette område.

Digital Health er en samlet betegnelse for benyttelse og integrering af innovative digitale teknologier til sundhedsbrug, og er derfor en tværfaglig disciplin, som forener digitale teknologier med personlig sundhed, tidlig diagnostik, samt nye tilgange til styring af sundhedsvæsenet. Dermed spænder Digital Health fra personlig medicin - med betydning for den enkelte - til hvordan sundhedsvæsenet skal organisere sig sundhedsøkonomisk og sundhedspolitisk - med betydning for hele samfundet.

Inden for Dansk Cardiologisk Selskab er Digital Health et oplagt emneområde grundet den høje prævalens af hjertesygdom og den grundlæggende forsknings-og innovationskultur i kardiologi.
Digital Health skal i ”Arbejdsgruppen for Digital Health” forstås bredt, herunder enhver sundhedsteknologi som ikke dækkes af de traditionelle teknologier, som eksempel, kunstig intelligens, wearables, mHealth, eHealth, telemedicin, personlige apps, computersimulationer (in silico), og en generel brug af digital teknologi og innovation inden for det kardiologiske speciale.

Arbejdsgruppen for Digital Health er en tværfaglig arbejdsgruppe, som potentielt spænder over alle kardiologiske subspecialer, f.eks, præventiv kardiologi, iskæmisk hjertesygdom, arrytmologi, hjertesvigt og devices.

Formålet med Arbejdsgruppen for Digital Health er at varetage det fagpolitiske område ”Digital Health” inden for hjertemedicin, forstået bredt, herunder motivere udvikling, forskning og nationalt samarbejde inden for Arbejdsgruppens emneområde samt udarbejde anbefalinger, holdningspapirer og behandlingsvejledninger på vegne af Dansk Cardiologisk Selskab.

Arbejdsgruppen relaterer sig til ESC’s arbejdsgruppe ”Working Group on eCardiology”.
 
Arbejdsgruppen er initieret af ”Interessegruppen for Digital Health”, bestående af Magnus T. Jensen, Peter Karl Jacobsen, Dan Eik Høfsten, Casper Bang og Gunnar Gislason.
 
Bestyrelsen for DCS har foreslået Magnus T. Jensen som stiftende formand. Derudover stiller Peter Karl Jacobsen, Casper Bang og Dan Eik Høfsten op til nucleus, men alle interesserede har mulighed for at lade sig opstille til de i alt 7 nucleus pladser.
 
Stiftende arbejdsgruppemøde vil blive afholdt:

Fredag d. 3. maj kl. 08.30 -10.00, Hotel Nyborg Strand

 
DCS vil opfordre alle interesserede til at møde op samt tilmelde sig arbejdsgruppen på cardio.dk (under oprettelse, der vil blive udsendt opdateret information når dette foreligger).
 
Interesserede kandidater til nucleus kan skrive til Magnus T. Jensen (magnustjensen@dadlnet.dk) med et kort oplæg (max ½ A4 side) eller med personlig fremmøde til arbejdsgruppemødet.

Vi bruger cookies for at optimere funktionaliteten af denne hjemmeside, og indsamler statistik til forbedring af din brugeroplevelse. Ved at anvende hjemmesiden accepterer du denne brug af cookies i overenstemmelse med vores privatlivspolitik.
OK